Totalrådgivning er ”all inclusive”
Totalrådgivning er rådgivning om hele ejendommen og i hele processen. Naturligvis skræddersyet til ejendommen og foreningen. Her får du overblik over de 5 overordnede faser.
1. Indledende fase
I denne fase skal projektet udformes og afgrænses. Måske er projektet udsprunget af en vedligeholdelsesplan eller noget akut. Sammen udveksler vi idéer, sparrer og når frem til et overordnet projekt.
På baggrund af dette foreløbige projekt holder CP Byggerådgivning et møde med bestyrelsen for at tale om budgettet. Budgetudkastet bliver fremlagt på en generalforsamling, hvor CP Byggerådgivning deltager, så beboerne kan få svar på alle byggetekniske spørgsmål.
Når projektet er vedtaget, er vi klar til næste fase, hvor det endelige projekt bliver detailplanlagt inden for det aftalte budget.
2. Projektering
I fasen, hvor vi detailprojekterer, ser I ikke så meget til os. Vi sidder nemlig koncentrerede hjemme på kontoret for at udarbejde de tegninger og projektbeskrivelser, som er grundlaget for de entreprenører, der skal give tilbud på jeres renoveringsprojekt.
Efter behov kommer vi ud til jer for at registrere, opmåle og eftertjekke nogle ting i ejendommen.
Når projekteringen er 95% færdig, holder vi et projektafklaringsmøde med jeres bestyrelse. Her fastlægger vi de sidste detaljer, som bliver implementeret i planen. Herefter er projektet 100% færdigt, og klar til at blive sendt i udbud.
CP Byggerådgivning udarbejder en såkaldt tilbudsliste, som entreprenørerne skal udfylde, når de afgiver tilbud. På den måde er det nemt at sammenligne de indkomne tilbud.
3. Tilbud
Medmindre foreningen har ønsker til, hvilke entreprenører, der skal give tilbud, vælger CP Byggerådgivning nogle, der vil egne sig til opgaven. De bliver inviteret til en fælles besigtigelse, hvor vi fremviser ejendommen.
Herefter har de 3-4 uger til at regne på deres tilbud, som de sender til os inden for en defineret deadline. Når denne deadline er overskredet, kan de ikke længere rette i deres tilbud eller sende nye tilbud.
CP Byggerådgivning vurderer og sammenligner de indkomne tilbud, og anbefaler på den baggrund, hvem foreningen skal vælge. Som regel anbefaler vi den billigste, men det kan også være tidsplanen, der er den afgørende faktor.
Sammen med jeres bestyrelse, og eventuelt en ekstraordinær generalforsamling, vælger vi, hvilken entreprenør vi tilbyder opgaven.
4. Udførelse
Når der er indgået en kontrakt med den valgte entreprenør, er projektet klar til at blive sat i gang i henhold til den tidsplan, som er en del af projektbeskrivelsen.
I denne fase kommer jeres kontaktperson fra CP Byggerådgivning ofte. Vi holder byggemøder med et aftalt interval, og vi fører tilsyn med både byggeriets udførelse og økonomien.
Udførelsen slutter med en aflevering, hvor vi foretager en gennemgang, og samler en liste over eventuelle fejl og mangler. Herefter leverer vi et entrepriseregnskab, så foreningen har overblik over totaløkonomien.
5. Opfølgning
Når en byggesag er afsluttet, er der ofte nogle fejl og mangler, som er specificeret i forbindelse med afleveringen. Dem hjælper vi med at følge op på, så alt bliver i orden hurtigst muligt.
Efter et år er der mulighed for at afholde en 1-års gennemgang og efter fem år en 5-års gennemgang i henhold til den kontrakt, der er indgået med entreprenøren. Disse to gennemgange deltager vi naturligvis også i.
Forinden har vi haft et møde med bestyrelsen, som giver feedback på, hvordan foreningen har oplevet processen, og om renoveringen lever op til forventningerne. Hvis bestyrelsen har spørgsmål, tager vi dem med til entreprenøren.
I nogle tilfælde kan der allerede efter fem år være opstået nye behov, og så bruger vi anledningen til at tale om eventuelle nye projekter i foreningen.
Selvom projektet er afsluttet, så er I stadig velkommen til at kontakte os, hvis I har spørgsmål.